Christina Søndergård, viceskoleleder
- med hjertet på rette sted
Jeg hedder Christina, jeg bor i Vorbasse med mine 2 børn, Kasper og Thomas, og vores hund Molly. På GP er jeg viceskoleleder, jeg har blandt andet ansvaret for skolens plusområde i forhold til elever med særlige behov. Derudover så underviser jeg i engelsk på mellemtrinnet og i udskolingen.
Jeg er glad, når jeg ser elever der lykkes og udvikler sig både fagligt og socialt, og jeg er god til at se det enkelte barn og hjælpe dem bedst muligt der hvor de er, og er altid klar på at hjælpe til der hvor der er behov for det.
Jeg bliver begejstret, når tingene går op i en højere enhed og jeg ser elever der ønsker at lære, men jeg er ikke så glad for at elever springer over hvor gærdet er lavest, eller når eleverne ikke udnytter deres fulde potentiale.
I min undervisning vil du opleve at jeg er struktureret, jeg har en plan for skoleåret og hvilke emner og materialer eleverne skal igennem. Det giver især udskolingseleverne en ro at de fra skoleårets start ved hvilke emner der bliver opgivet til eksamen i slutningen af 9. klasse.
Som en del af GP ønsker jeg at bidrage til at jeres barn opnår de mål og færdigheder, som de ønsker. Og jeg ønsker at være med til at give dem den bedste start på deres videre uddannelsesliv. Alle elever er vigtige, og vi går op i at sikre, at de får en god og positiv skolegang her på GP. Sammen skaber vi de bedste rammer for læring og trivsel for vores elever – med hjertet på rette sted.