Kristoffer Jessen

Kristoffer1.jpg

Kristoffer Jessen, lærer

- med hjertet på rette sted

Jeg hedder Kristoffer, og jeg er 31 år. Jeg bor i Bramming med min familie, der består af min kæreste Tine, vores søn Max, og Tines to børn Viola og Otto. Jeg er uddannet lærer, og jeg er så heldig at have arbejde som netop dette på Grindsted Privatskole. Jeg ser en del til byen, da jeg også spiller på byens førstehold i håndbold. Derudover er jeg træner for GGIF U19 drenge. Ved siden af ovenstående læser jeg en kandidat på SDU i Odense. Min resterende tid går med at være sammen med mine nærmeste, spille klaver, læse skønlitteratur samt faglitteratur og styrketræne.  

På GP er jeg lærer i dansk, samfundsfag, historie og kristendomskundskab. Jeg befinder mig i udskolingen.  

Jeg er glad, når jeg møder ind på arbejde og bliver mødt af et smil og et ”godmorgen” fra mine elever. Jeg prøver at skabe en god relation til alle mine elever, så det gør mig glad, når jeg kan mærke, at en elev trives i mit selskab. Jeg synes selv, at jeg er god til at skabe nogle trygge og faste rammer for eleverne, hvor vi har lov til at være os selv, men også kan stille krav til hinanden.  

Jeg bliver begejstret, når jeg kan høre en helt bestemt summen i klassen. En summen der består af elever, der er fordybet i deres arbejde, hvor de glemmer tid og sted men bare er til stede i undervisningen med deres klassekammerater. Jeg er ikke så glad for, når eleverne glemmer at forholde sig til, at de er i et fællesskab, og det ikke kun handler om deres egne behov.  

I min undervisning vil du opleve et trygt miljø, hvor vi både kan arbejde fokuseret men også have det sjovt sammen. I mit arbejde vil du opleve et dedikeret menneske, der vægter lærergerningen højt, og som gerne gør det ekstra for at elever og medarbejdere trives.  

Som en del af GP ønsker jeg en skole, hvor trivsel og faglighed er i højsædet. En skole der har blik for den enkelte elev i fællesskabet, hvor der er plads til at være sig selv i trygge rammer.