Malene Helme Madsen, kreativ underviser
- med hjertet på rette sted
Jeg hedder Malene og underviser i Billedkunst samt Håndværk & Design. Jeg brænder for at inspirere eleverne til at udforske deres kreative sider.
Som aktiv kunstner har jeg i mange år arbejdet med både akryl- og akvarelmaling, og jeg har deltaget i kurser hos dygtige kunstnere i både Danmark og Frankrig – erfaringer, jeg bringer direkte med ind i undervisningen. Desuden er jeg en af tegnerne på Billund Talent Tegneholdet.
I Håndværk & Design ønsker jeg at give eleverne viden om materialer og teknikker. Jeg har deltaget i keramik- og sløjdkurser, hvilket har givet mig ideer til spændende undervisningsforløb. I skolens nye træværksted får eleverne lov at arbejde med træ og lære at bruge værktøj som f.eks. dekupørsav, hammer og vinkel på sikker og korrekt vis. Mit ønske er at lade dem opleve stoltheden ved selv at skabe noget.
Jeg har endvidere erfaring som syerske, idet jeg fremstiller unikke håndsyede kunsthåndværksbamser. Gennem både det klassiske og moderne håndværk ønsker jeg at tænde en skaberglæde hos eleverne og give dem lyst til at arbejde med deres hænder.
Alle børn har en unik kreativ stemme, og mit mål er at hjælpe med at finde den.
Jeg forsøger altid at gøre undervisningen vedkommende og levende, og jeg nyder at følge med i elevernes udvikling – både fagligt og personligt. Det er vigtigt for mig, at forældre føler sig trygge ved, at deres børn bliver mødt med nærvær, engagement og faglig passion.