Mia Thrane, lærer
- med hjertet på rette sted
Mit navn er Mia, og jeg elsker at udforske den smukke danske natur sammen med min hund Loui. Det giver mig glæde at blive klogere på verden ved at se, prøve og opleve nye ting både i og uden for klasselokalet.
På GP er jeg en af de heldige natur/teknologilærere og matematiklærere. Det allerbedste jeg ved, er, når jeg møder ind og ser de smilende børn og mine smilende kolleger. Vi har et dejligt fællesskab på GP, og det værdsætter jeg meget. Ikke mindst det tætte samarbejde vi har som forældreskole, så vi sammen kan sikre, at det enkelte barn udvikler sig bedst muligt både fagligt, personligt og socialt.
Jeg bliver begejstret, når børnene oplever succes og føler, at de har lært noget nyt og brugbart. Men jeg er ikke så glad, når børnene glemmer at stoppe op og lytte til hinanden. Jeg tror på, at et smil og et kram kan gøre en stor forskel. Jeg føler selv, at jeg bidrager til at gøre skolen til et trygt og hyggeligt sted, hvor det er rart at være.
I min undervisning elsker jeg at bygge og eksperimentere sammen med børnene. Jeg tror på, at vi lærer bedst, når vi får lov til at være aktive, undersøgende og kreative.
Som en del af GP-fællesskabet ønsker jeg at bidrage til at skabe en skole, hvor børnene får de bedste muligheder for at lykkes og trives samt går herfra med gode værdier.